Vi har alle prøvet at finde katte transportkassen frem, med det resultat at katten forsvinder, og derefter en kamp med livet som indsats for at få katten ind i transportkassen. Mange katte bliver så stressede af transport og besøg ved dyrlægen, at ejer vælger kun at tage af sted, hvis katten er alvorligt syg. Dette kan betyde, at katten ikke får den nødvendige forebyggende pleje, eller at sygdomme bliver opdagede så sent, at katten ikke kan hjælpes.

Heldigvis er flere dyreklinikker begyndt at tænke over, hvad der kan gøres, for at gøre dyrlægebesøget nemmere for katten og ejer. Der er en international katte organisation, International Cat Care, der har iværksat et program, Cat Friendly Clinic, hvor dyreklinikker og hospitaler kan godkendes som kattevenlig. Godkendelsen kan være bronze, sølv eller guld, alt efter hvilke faciliteter stedet har. Der er pt. 4 klinikker/hospitaler i Danmark der er godkendt, men mange klinikker arbejder kattevenligt uden at have en godkendelse.

Dyreklinikker og hospitaler kan godkendes som kattevenlige

Hvad kan stresse en kat ved dyrlæge besøg?

Katten er skabt til at overleve for sig selv, ved at gå på jagt og passe sit territorium.

Katten overlever ved at have kontrol over enhver situation.

Katten vil altid vælge at flygte fra en trussel, hvis den kan.

Katten er territorial og kender sit territorium, ved de duftmarkeringer den afsætter.

Katten vil forsøge at gemme sig og komme op i højden, for at føle sig tryg.

Katten er sensitive overfor fremmede dufte og lyde.

Katten bryder sig ikke altid om at blive håndteret.

Katten har måske tidligere haft dårlige oplevelser hos dyrlægen.

Når katten skal til dyrlæge, bliver den fjernet fra sit territorium og sine velkendte duftmarkeringer. På dyreklinikken er der mange mærkelige lyde og dufte. Katten bliver håndteret på en måde den ikke bryder sig om. Al kontrol over situationen bliver taget fra katten, og den kan ikke flygte.

Så selvom vi forsøger at hjælpe katten på dyreklinikken, gør vi alt det forkerte.

Hvordan kan man hjælpe katten hjemmefra?

Man kan starte med at vænne katten til at blive ”pillet” ved. Man kan se den i ørene, røre ved dens poter, løfte halen og kigge den bagi. Katten skal have en godbid for at acceptere denne håndtering. På denne made kan man efterligne en undersøgelse hos dyrlægen.

Man kan også vænne katten til transportkassen, og have transportkassen stående fremme altid, så katten kan bruge den som hule/sovested. På den måde bliver katten ikke helt så stresset ved selve transporten og den har en del af sit trygge territorium med til dyrlægen.

Der findes kosttilskud som kan nedsætte stress hos katte, de kan med fordel gives før et dyrlægebesøg. Der findes også en spray (Feliway), som øger kattens tryghed, og som kan sprayes i transportkassen før katten skal ud at køre.

Hvad kan gøres på klinikken?

I venteværelset

Det kan stresse katte at skulle være tæt på hunde i venteværelset. Selvom katten er, vandt til hunde hjemme, vil hundene på dyreklinikken, være nogle den ikke kender, og katten sidder jo fanget i transportkassen og kan ikke komme væk fra de fremmede hunde.

Nogle klinikker har et katte venteværelse, hvor man kan sidde i fred og ro for hundene, hvis ikke det er tilfældet, så er det godt at forsøge, at komme til at sidde væk fra hundene.

Katte kan godt lide at være oppe i højden, der føler de sig sikre og kan overskue omverdenen. Nogle klinikker vil have hylder eller andet i venteværelset, til at stille kattens transportkasse på, ellers kan man stille den på en stol. Lad aldrig kassen stå på gulvet.

Det er en god idé at have et tæppe med hjemmefra, til at lægge over transportkassen. Det gør kassen mere som en hule.

I konsultationen

Nogle klinikker vil have et konsultations rum kun til katte. Derved forsøger man at mindske kattens stress ved duften af hunde, men katte kan jo også blive stressede ved duften af andre katte. Mange klinikker har en duft dispenser siddende i konsultationsrummet, med en duft der øger kattens tryghed ved det miljø den er i (Feliway).  

I konsultationen er det en god idé at tage toppen af transportkassen, og lade katten vælge om den vil blive i kassen, eller gå rundt og undersøge rummet. På denne måde får katten en følelse af kontrol, og vil føle sig mindre stresset. I et godt konsultations rum vil der være nogle hylder, vindueskarme eller andre flader som katten kan springe op på. Dyrlægen kan foretage meget af undersøgelsen af katten, der hvor katten vælger at være.

Man kan evt. tage nogle godbidder med hjemmefra, så katten kan blive belønnet imens den bliver undersøgt.

Hvis du har en kat, der gerne vil gemme sig, kan du lægget tæppet fra transportkassen over katten, eller lade katten gemme sit hoved i din hånd. Det vil hjælpe til at gøre katten mere tryg.

I indlæggelsesrummet

Nogle gange skal katten indlægges, enten til operation, eller fordi den er så syg den skal være indlagt. Katten vil selvfølgelig helst være hjemme, men man kan forsøge at gøre det så lidt stressende som muligt for katten at være indlagt.

Katten skal være indlagt i et rum, hvor der er fred og ro. Det bedste er at have et indlæggelses rum kun til katte. Der vil altid være mere ro i et rum uden hunde og der vil heller ikke være duft af hunde.

Klinikken vil også her have en duftdispenser med den trygheds skabende duft (Feliway).

I det bur katten skal være i skal der være noget katten kan gemme sig i, og gerne noget den kan sætte sig op på. Hvis der er plads til det i buret, kan det være kattens transportkasse, så er der noget der dufter af hjemme.

Nogle steder kan man også hænge et gardin op foran buret, dette gør buret til en hule, og katten kan ikke se, hvis der er andre katte i et bur overfor.

Hvorfor arbejde kattevenligt?

På de klinikker og hospitaler der arbejder kattevenligt, uanset om de er godkendte eller ej, er der et ønske om at hjælpe og forstå katten. Der vil være personale, som er interesseret i katte og har viden om katte, så du som ejer altid kan spørge til råds om sygdom eller adfærd.

Katte vil nok aldrig elske at komme til dyrlægen, men forhåbentligt kan denne artikel hjælpe til at gøre det til en mindre traumatisk oplevelse for dig og din kat, og derved får din kat den bedste behandling i tide.